JAMEN,
HVAD ER ET GODT SPROG? – 2. del

Helt,
helt lækker
af Tue Andersen Nexø

Uddrag
af anmeldelse af Ida Holmegaards Graceland,

Information,
lørdag 29. april 2017. Litteraturtillægget, side 4

(…)
Ida Holmegaard skriver helt usædvanligt godt. Graceland
er sætning for sætning en vild fornøjelse at læse. Den glider af
sted, uden eksplosive bravournumre, mere som en bil med alt for mange
hestekræfter til den vej, den kører på. Den er helt sikker, helt
lydefri, helt, helt lækker. Her for eksempel en let bekymret,
12-årigs tankeverden:

”Theo
er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at
hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan.
Det virker urimeligt at kræve af hende, at hun skal blive det. Det
er, som om verden er en stor, vanvittig, byggeplads, fuld af
betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer og kan slå for
eksempel sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt
sammen og ingenting er færdigt.”

*

Jeg
læser teksteksemplet igen og igen. ‘Helt usædvanligt godt skrevet’.
Hm. Jeg er umiddelbart enig, når det kommer til formidling af
budskabet – det uoverstigelige i at blive et voksent menneske med
alt, hvad det indebærer, er slået fast i mit hoved.

Men
hvad angår selve sproget – og nu kigger jeg specifikt på det –
undrer jeg mig. Målt med min målestok er det helt ok, og jeg ville
aldrig overveje andet, hvis ikke det var, fordi Tue A.N. er så
overstrømmende begejstret. ‘Helt lydefri’ skriver han, og netop dét
gør mig nysgerrig og får mig til at tjekke.

For
mig at se er der i al fald ét tillægsord for meget. Måske to.
‘stor’ kan helt sikkert undværes, mens ‘vanvittig’ er så
overraskende i denne sammenhæng, at det går an. Men – fremgår
vanviddet ikke tydeligt af det, som kommer efter?

Der
er også et par gentagelser eller slåen noget fast, som teksten
ville have været bedre uden – stadig set med mine øjne. Jeg ville
slette: ‘at hun skal blive det’. Det er unødvendigt og gør
sætningen slap. Jeg har allerede fanget, at det, som er urimeligt at
kræve, er, at hun skal blive voksen og kunne alt det, som Theo kan.

Jeg
ville slette ‘for eksempel’, som også gør sætningen slappere, og
jeg ville slette ‘og ingenting er færdigt’ – for når det ikke
sidder ordentligt sammen, er det jo ikke færdigt. Unødig
gentagelse.

Teksten
ville så i sin helt stramme udgave lyde:

”Theo
er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at
hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan.
Det virker urimeligt at kræve af hende. Det er, som om verden er en
byggeplads fuld af betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer
og kan slå sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt
sammen.”

For
mig er denne udgave skarpere og mere lækker, for nu at genbruge
anmelderens ord. Men han er et uddannet litteraturmenneske og på den
baggrund ansat til at mene noget om litteratur i en anerkendt avis –
og det er jeg ikke. Hans vurdering har tyngde, og han mener altså,
at teksten her er et eksempel på lydefrit, usædvanligt godt sprog.

Jeg
forstår simpelthen ikke, hvad substansen er, og det vil jeg så
forfærdelig gerne. Hvad er et godt sprog?

*