HVORDAN
SKULLE JEG LEVE UDEN?

Kakaomælkslitteratur

Det
lette først. Jeg skal rejse. Tog København-Kalundborg, standser ved
alle stationer. Fly (– til Australien, 14 + 8 timer, wah!), eller
måske ni timer i bus til Berlin. Jeg har brug for noget at læse i,
og her må det være sådan en bog, hvis handling griber mig. En
spændingsbog, en krimi, bliver det ofte, og ofte er den indkøbt
umiddelbart før rejsen – i al fald, hvis der findes en tilgængelig
kiosk med bøger. Der er der ikke længere på togstationerne i DK,
mens lufthavne er mums! hvad det angår.

Jeg
læser papirbøger, gerne billige, som kan foræres væk efter
rejsen, og det betyder ikke det store, om de er på engelsk, for det
er handlingen og ikke sproget, som er det væsentlige for mig. Mit
engelsk er dér, hvor jeg ikke nødvendigvis forstår hvert eneste
ord, men jeg forstår uden problemer meningen – og i de fleste
krimier/ spændingsbøger er det tilstrækkeligt. Sproget skal være
meget ringe, før det får mig til at snuble. Og opgive at læse
videre.


– har jeg læst samtlige Dan Brown? Jep. Og masser af tilsvarende –
ja. Kakaomælkslitteratur. Jeg hælder det bare ned, det opfylder sin
funktion, mætter, som det skal, og for meget af det giver kvalme.

Kakaomælkslitteratur
udfylder et vigtigt hjørne i mit litteraturbehov.

Himlen-åbner-sig-litteratur

Jeg
har altid gang i en bog og er en af dem, som hiver
biblioteksbesøgsstatistikkerne opad. Jeg kender mine biblioteker,
Samsø og Aarhus, kommer der 2-3 gange om måneden og ved, hvor jeg
skal lede. Det hænder, at jeg her, ud fra forsiden og
bagsideteksten, får skaffet mig en bog hjem, som jeg finder
vidunderlig. Som griber mig og er svær at lægge fra sig.

Men
ofte når jeg frem til den slags bøger ad andre kanaler. Nogen
anbefaler dem, en fra min familie eller vennekreds, en anmelder i min
avis. Eller det skyldes ren tilfældighed, at jeg når frem til netop
den titel, det forfatterskab.

Sådan
var det med Barbara Kingsolver. Jeg var i Berlin, mange timers
transport hjem, kunne jeg låne en bog til rejsen? Jeg fik hendes
High Tide in Tuscon med, 25 essays, læste dem, og så var jeg
solgt. Eller købt. Jeg bestilte samtlige oversatte af hendes titler
hjem fra biblioteket og læste dem i rap over de kommende måneder.
Noget på hjerte, fængende indhold, godt sprog – og stor viden om
det, hun skriver om. (Og så kan jeg godt lide hendes politiske
engagement.)

Jeg
anbefalede denne (for mig) hidtil ukendte forfatter til højre og
venstre og kunne dele min begejstring med mange. Ren glæde.

En
anden stor læseoplevelse fik jeg endnu mere tilfældigt. For et par
år siden gik jeg rundt og ryddede på plads efter sommerens rykind
af gæster. På børneboghylden opdagede jeg en ukendt bog,
Pindsvinets elegance, hed
den, og forfatteren hed Muriel Barbery. Hvor kom den fra? Den lignede ikke nogen børnebog, jeg
kiggede i den, begyndte at læse,
og da jeg nogle dage senere var færdig, tænkte jeg: Sådan en bog
gør livet værd at leve. Intet mindre.

Fagbøger
kan også. Lakoff & Johnsons Hverdagens Metaforer
fik mig til at gispe, som læsningen satte mine erfaringer og overvejelser
på plads i en struktur, som bare gav så meget mening.

Behøver
jeg at sige, at den slags himlen-åbner-sig litteratur udfylder en central plads i mit
litteraturbehov?

Bare-det-var-mig
litteratur

En
underafdeling af den himmel-åbnende litteratur er de bøger, som jeg
sådan
ville ønske, at det var mig, der havde skrevet. Det gælder både
bøger til børn og voksne, og det handler om meget forskelligt.

Bare
jeg havde fået den idé, at man kan højtlæse så vidunderligt, at
personerne ikke bare træder lyslevende frem i ens sind, men ligefrem
træder ud af bogen og ind i denne verden. Men desværre: Det var
tyske Cornelia Funke, som fik idéen og derefter skrev
Blækhjerte-trilogien.

Den
er til store børn, de 13-16 årige. Hun beskriver nemlig
hovedpersonens følelser så levende, at historierne af den grund er
for uhyggelige for yngre børn. Synes jeg. Det er meget mere
skræmmende end hærskarer af zombier og onde troldmænd.

Eller:
Bare
det var mig, der kunne skrive så smukt og gribende, som amerikaneren
Anthony Doerr gør i Alt
det lys, vi ikke ser
.
Bare
jeg havde så originalt et billedsprog, som danske Sissel-Jo Gazan
har. Bare …

Den
slags litteratur åbner mit sind og hjælper mig til at få mine
idéer, udvikle mit
sprog. Jeg ville ikke være den foruden.

Bøger,
bøger bøger

Der
findes selvfølgelig al mulig anden litteratur, som jeg læser med
glæde eller lægger fra mig og opgiver. En gang læste jeg en bog,
som jeg fandt så elendig, at jeg brændte den bagefter. Siden så
jeg, at den fik en pris …

Og
sådan er det: Den litteratur, jeg værdsætter, kan let være en
anden end den, du værdsætter. Af mange forskellige grunde – og
godt det samme.

Men
åh, hvilken glæde, at litteraturen findes – i al sin
mangfoldighed.