Blog Image

Vej og Vildnis

MIT LITTERATURLIV

Tanker og tekster Posted on 29 May, 2017 16:50:57

HVORDAN
SKULLE JEG LEVE UDEN?

Kakaomælkslitteratur

Det
lette først. Jeg skal rejse. Tog København-Kalundborg, standser ved
alle stationer. Fly (– til Australien, 14 + 8 timer, wah!), eller
måske ni timer i bus til Berlin. Jeg har brug for noget at læse i,
og her må det være sådan en bog, hvis handling griber mig. En
spændingsbog, en krimi, bliver det ofte, og ofte er den indkøbt
umiddelbart før rejsen – i al fald, hvis der findes en tilgængelig
kiosk med bøger. Der er der ikke længere på togstationerne i DK,
mens lufthavne er mums! hvad det angår.

Jeg
læser papirbøger, gerne billige, som kan foræres væk efter
rejsen, og det betyder ikke det store, om de er på engelsk, for det
er handlingen og ikke sproget, som er det væsentlige for mig. Mit
engelsk er dér, hvor jeg ikke nødvendigvis forstår hvert eneste
ord, men jeg forstår uden problemer meningen – og i de fleste
krimier/ spændingsbøger er det tilstrækkeligt. Sproget skal være
meget ringe, før det får mig til at snuble. Og opgive at læse
videre.


– har jeg læst samtlige Dan Brown? Jep. Og masser af tilsvarende –
ja. Kakaomælkslitteratur. Jeg hælder det bare ned, det opfylder sin
funktion, mætter, som det skal, og for meget af det giver kvalme.

Kakaomælkslitteratur
udfylder et vigtigt hjørne i mit litteraturbehov.

Himlen-åbner-sig-litteratur

Jeg
har altid gang i en bog og er en af dem, som hiver
biblioteksbesøgsstatistikkerne opad. Jeg kender mine biblioteker,
Samsø og Aarhus, kommer der 2-3 gange om måneden og ved, hvor jeg
skal lede. Det hænder, at jeg her, ud fra forsiden og
bagsideteksten, får skaffet mig en bog hjem, som jeg finder
vidunderlig. Som griber mig og er svær at lægge fra sig.

Men
ofte når jeg frem til den slags bøger ad andre kanaler. Nogen
anbefaler dem, en fra min familie eller vennekreds, en anmelder i min
avis. Eller det skyldes ren tilfældighed, at jeg når frem til netop
den titel, det forfatterskab.

Sådan
var det med Barbara Kingsolver. Jeg var i Berlin, mange timers
transport hjem, kunne jeg låne en bog til rejsen? Jeg fik hendes
High Tide in Tuscon med, 25 essays, læste dem, og så var jeg
solgt. Eller købt. Jeg bestilte samtlige oversatte af hendes titler
hjem fra biblioteket og læste dem i rap over de kommende måneder.
Noget på hjerte, fængende indhold, godt sprog – og stor viden om
det, hun skriver om. (Og så kan jeg godt lide hendes politiske
engagement.)

Jeg
anbefalede denne (for mig) hidtil ukendte forfatter til højre og
venstre og kunne dele min begejstring med mange. Ren glæde.

En
anden stor læseoplevelse fik jeg endnu mere tilfældigt. For et par
år siden gik jeg rundt og ryddede på plads efter sommerens rykind
af gæster. På børneboghylden opdagede jeg en ukendt bog,
Pindsvinets elegance, hed
den, og forfatteren hed Muriel Barbery. Hvor kom den fra? Den lignede ikke nogen børnebog, jeg
kiggede i den, begyndte at læse,
og da jeg nogle dage senere var færdig, tænkte jeg: Sådan en bog
gør livet værd at leve. Intet mindre.

Fagbøger
kan også. Lakoff & Johnsons Hverdagens Metaforer
fik mig til at gispe, som læsningen satte mine erfaringer og overvejelser
på plads i en struktur, som bare gav så meget mening.

Behøver
jeg at sige, at den slags himlen-åbner-sig litteratur udfylder en central plads i mit
litteraturbehov?

Bare-det-var-mig
litteratur

En
underafdeling af den himmel-åbnende litteratur er de bøger, som jeg
sådan
ville ønske, at det var mig, der havde skrevet. Det gælder både
bøger til børn og voksne, og det handler om meget forskelligt.

Bare
jeg havde fået den idé, at man kan højtlæse så vidunderligt, at
personerne ikke bare træder lyslevende frem i ens sind, men ligefrem
træder ud af bogen og ind i denne verden. Men desværre: Det var
tyske Cornelia Funke, som fik idéen og derefter skrev
Blækhjerte-trilogien.

Den
er til store børn, de 13-16 årige. Hun beskriver nemlig
hovedpersonens følelser så levende, at historierne af den grund er
for uhyggelige for yngre børn. Synes jeg. Det er meget mere
skræmmende end hærskarer af zombier og onde troldmænd.

Eller:
Bare
det var mig, der kunne skrive så smukt og gribende, som amerikaneren
Anthony Doerr gør i Alt
det lys, vi ikke ser
.
Bare
jeg havde så originalt et billedsprog, som danske Sissel-Jo Gazan
har. Bare …

Den
slags litteratur åbner mit sind og hjælper mig til at få mine
idéer, udvikle mit
sprog. Jeg ville ikke være den foruden.

Bøger,
bøger bøger

Der
findes selvfølgelig al mulig anden litteratur, som jeg læser med
glæde eller lægger fra mig og opgiver. En gang læste jeg en bog,
som jeg fandt så elendig, at jeg brændte den bagefter. Siden så
jeg, at den fik en pris …

Og
sådan er det: Den litteratur, jeg værdsætter, kan let være en
anden end den, du værdsætter. Af mange forskellige grunde – og
godt det samme.

Men
åh, hvilken glæde, at litteraturen findes – i al sin
mangfoldighed.



Hvad er et godt sprog?

Tanker og tekster Posted on 03 May, 2017 11:31:26

JAMEN,
HVAD ER ET GODT SPROG? – 2. del

Helt,
helt lækker
af Tue Andersen Nexø

Uddrag
af anmeldelse af Ida Holmegaards Graceland,

Information,
lørdag 29. april 2017. Litteraturtillægget, side 4

(…)
Ida Holmegaard skriver helt usædvanligt godt. Graceland
er sætning for sætning en vild fornøjelse at læse. Den glider af
sted, uden eksplosive bravournumre, mere som en bil med alt for mange
hestekræfter til den vej, den kører på. Den er helt sikker, helt
lydefri, helt, helt lækker. Her for eksempel en let bekymret,
12-årigs tankeverden:

”Theo
er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at
hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan.
Det virker urimeligt at kræve af hende, at hun skal blive det. Det
er, som om verden er en stor, vanvittig, byggeplads, fuld af
betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer og kan slå for
eksempel sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt
sammen og ingenting er færdigt.”

*

Jeg
læser teksteksemplet igen og igen. ‘Helt usædvanligt godt skrevet’.
Hm. Jeg er umiddelbart enig, når det kommer til formidling af
budskabet – det uoverstigelige i at blive et voksent menneske med
alt, hvad det indebærer, er slået fast i mit hoved.

Men
hvad angår selve sproget – og nu kigger jeg specifikt på det –
undrer jeg mig. Målt med min målestok er det helt ok, og jeg ville
aldrig overveje andet, hvis ikke det var, fordi Tue A.N. er så
overstrømmende begejstret. ‘Helt lydefri’ skriver han, og netop dét
gør mig nysgerrig og får mig til at tjekke.

For
mig at se er der i al fald ét tillægsord for meget. Måske to.
‘stor’ kan helt sikkert undværes, mens ‘vanvittig’ er så
overraskende i denne sammenhæng, at det går an. Men – fremgår
vanviddet ikke tydeligt af det, som kommer efter?

Der
er også et par gentagelser eller slåen noget fast, som teksten
ville have været bedre uden – stadig set med mine øjne. Jeg ville
slette: ‘at hun skal blive det’. Det er unødvendigt og gør
sætningen slap. Jeg har allerede fanget, at det, som er urimeligt at
kræve, er, at hun skal blive voksen og kunne alt det, som Theo kan.

Jeg
ville slette ‘for eksempel’, som også gør sætningen slappere, og
jeg ville slette ‘og ingenting er færdigt’ – for når det ikke
sidder ordentligt sammen, er det jo ikke færdigt. Unødig
gentagelse.

Teksten
ville så i sin helt stramme udgave lyde:

”Theo
er allerede voksen og i New York, og det virker så usandsynligt, at
hun skal kunne blive et voksent menneske, som kan alt det, han kan.
Det virker urimeligt at kræve af hende. Det er, som om verden er en
byggeplads fuld af betonbrokker og stilladser og maskiner, der larmer
og kan slå sten i stykker; et sted hvor ingenting sidder ordentligt
sammen.”

For
mig er denne udgave skarpere og mere lækker, for nu at genbruge
anmelderens ord. Men han er et uddannet litteraturmenneske og på den
baggrund ansat til at mene noget om litteratur i en anerkendt avis –
og det er jeg ikke. Hans vurdering har tyngde, og han mener altså,
at teksten her er et eksempel på lydefrit, usædvanligt godt sprog.

Jeg
forstår simpelthen ikke, hvad substansen er, og det vil jeg så
forfærdelig gerne. Hvad er et godt sprog?

*



Hvad er godt sprog?

Tanker og tekster Posted on 01 May, 2017 14:25:49

JAMEN, HVAD ER ET
GODT SPROG?

Jeg
har prøvet det mange gange: Én fortæller mig, at hun netop er
blevet færdig med at læse en roman, og at den var ‘ godt
skrevet’.

Det
er vældig inspirerende at få boganbefalinger fra sine venner, så
gang på gang har jeg efter sådan en udtalelse skaffet mig den
pågældende roman og læst den. Nogle gange har jeg været helt enig
i vurderingen og været glad for anbefalingen, andre gange mindre
eller slet ikke enig.

Min
begejstring eller mangel på samme er ikke delt op i ‘sprog’ og
‘indhold’. Den gælder helheden, og hvis jeg taler om ‘godt skrevet’,
så taler jeg om noget ganske bestemt. Nok især om overraskende
metaforer:

‘…
hår så sort, at man fik lyst til at sy noget af det …’

‘…
infiltret i sin faldskærm, som bærer ham oppe med luftblærer i
faldskærmens glasgule stof …

Wau!
siger jeg så, mens billederne myldrer frem i mit hoved.

Eller
jeg taler om sproglig variation. Om passende sprogligt niveau i
forhold til indholdet. Om minimal brug af klichéer.

Selv
om mange nok vil være enige med mig i det positive i lige netop dét,
må der være mere på spil, når det kommer til ‘godt skrevet’. Jeg
kan i al fald sjældent genkende mine vurderinger af sprog hos mine
læsende venner, og undrer mig gang på gang over, hvad det mon er,
som gør, at de vurderer noget som ‘godt sprog’.

Min
undren gælder også fx prisbelønnet, anmelderrost litteratur. Åh,
den-og-den roman er skrevet så-og-så godt, hører eller læser jeg.
Jeg har skaffet mig og læst de pågældende bøger, eller jeg har
stået på biblioteket og pluklæst det ene og det andet ‘fremragende
skrevne’ værk og ledt efter der, hvor det fremragende steg op af
siderne. Jeg ved ikke af, at jeg har fundet det.

Kort
sagt: Jeg forstår ikke indholdet af ‘skrevet godt’/ ‘godt sprog’.

Jeg
har selvfølgelig gjort mig en række overvejelser:

Det
gode sprog kan betyde letløbende. Uden klichéer. Varieret. Det kan
være overraskende, og vældig billedskabende i netop mit
hoved (- mens det ikke nødvendigvis også er det i dit – jf.
ovenstående eksempler).

Sproget
kan formidle indholdet på en passende måde: replikker lyder
autentisk som replikker, overvejelser som troværdige overvejelser og
beskrivelser er beskrivende. Der jongleres fermt mellem talesprog og
skriftsprog. Fremmedord bruges i nødvendigt omfang og ellers ikke.

Eller
kan det være sådan, at ‘godt sprog’ er et sprog, som svarer til
tekstens indhold? Ikke bare, så de ikke siger ‘fuck’ i en
middelalderhistorie, men sådan, at sprogtonen understreger og måske
forstærker historiens tid, sted, persongalleri og/ eller tema?
Hjælper mig læser til at blive ført derhen, hvor historien
befinder sig? Ordenes farve smitter af på indholdet på en passende
måde?

Jeg
skrev engang en opgave om I.P.Jacobsens Pesten i Bergamo og
optalte bl.a. hans brug af vokaler. Jeg fandt ud af, at han ‘malede’
med sine vokaler, sådan, at der var overvægt af runde vokaler i
visse afsnit og af spidse vokaler i andre – afhængigt af indholdet.
Det gjorde mig stum af beundring.

Jeg
kender lyrikere, som i deres digte bevidst anvender U’ets karakter af
krukke, O’ets karakter af lukket form, I’ets spidshed. Jeg beundrer
den detaljerede opmærksomhed, men mener, at det ikke er her, ‘godt
skrevet’ nødvendigvis fremtræder.

Hvad
er ‘godt skrevet’?

‘Elendigt
skrevet’ kan jeg lettere definere. For mig er sproget dårligt, når
det er ensformigt, klichéfyldt, rummer sætninger, som er så
besværligt konstruerede, at jeg må læse dem flere gange for at
forstå indholdet. Dårligt sprog kan være overfyldt med tillægsord,
og det kan være overforklarende og tage min egen mulighed for
indlevelse fra mig. Dårligt sprog kan være utroværdigt i forhold
til indholdet, eller det kan være krukket og benytte sig af
fremmedord eller vendinger, som virker konstruerede og lugter af pral
(- eller usikkerhed).

Dårligt
sprog kan jeg genkende. De fleste bøger, som jeg læser, er ikke
dårligt skrevet – jf. beskrivelsen herover. Men hvad er ‘godt
skrevet’? Er det sprog, som netop ikke lider af førnævnte
dårligdomme? (Som andre læsere vel ikke behøver at være enig med
mig i …) Eller er det sprog udstyret med særlige kvaliteter, som
jeg blot ikke har fået øjnene op for?

Hjælp!